Børn i byen prisen : Stem og vind flotte præmier

Din bedømmelse

Log ind først

Højt til loftet og nærhed i byens puls

Julia Lahme kunne ikke finde på at flytte fra byen. Hvis man har børn, er det kun en fordel at bo i cykelafstand til museer, parker og legepladser. Det er mulighedernes land. Samtidig giver det tætte liv i byen en nærhed og et fællesskab, som Julia og familie er meget bevidste om


“Mor, har pingviner mon fjer?“ spørger Elias på tre, mens han og mor står foran den rude i Zoologisk Have, hvor man kan se pingvinlort synke ned gennem vandet. Og Julia samler tankerne og svarer så fornuftigt som muligt, mens de bliver stående og kigger på klatterne, der langsomt finder vej til bunden i pingvinsøen. For Elias og Julia kommer i  haven på Frederiksberg så tit, at de ikke behøver at skynde sig fra det ene dyr til det næste. Det krybdyr eller den abe, de ikke når i dag, når de næste gang. Og Elias tror nærmest, at haven tilhører ham.

I begyndelsen var det ikke et bevidst valg for Julia at bo i København. Men det blev det:
”At bo i byen med børn åbner så mange flere muligheder, end man har ude på villavejene. Jeg kommer aldrig til at flytte fra byen igen,” siger Julia, som rejste til hovedstaden fra provinsen som 18-årig for at ”trække vejret” og læse etnologi.

Mere tid og færre tagrender, der skal tømmes

”Da børnene kom, begyndte vennerne at flytte ud ad byen. Vi flyttede længere ind mod søerne. Og jo – de har da nogle skønne haver derude på villavejene,” erkender Julia, som i samme åndedrag visualiser og beskriver hække, der skal klippes og tagrender, der skal tømmes. Hele vejen rundt om huset.

”Og hvem skulle tømme dem?” Det skulle hverken Julia eller hendes mand Johan. De nyder at besøge venner på villavejene, især om sommeren, når solen varmer og hvidvinen er kølig.
”Vi har et skønt liv i byen. At vi bor så tæt betyder, at vi er rigtig meget sammen. Vi tager på mange ture, går på legepladsen, går til bageren, besøger venner, cykler. Jeg ser børn uden for byen ”blive lukket ud”, og så leger de alene. Vi gør rigtig mange ting bevidst sammen. På den måde er vi som forældre rigtig meget med i Elias’ liv. Det er bestemt en af de største fordele ved at bo i byen med sine børn. Den tid, der er sparet på tagrender og hæk, har vi til hinanden,” siger Julia.

Det er også følelsen af, at der er højere til loftet i byen, som Julia holder af:
”Jeg tror, at vi i byen lærer vores børn, at forskellighed er en naturlig ting. Når jeg holder foredrag rundt omkring i landet, kan jeg se, at det ikke er nemt at stikke ud og være lidt anderledes. Det ser ud til, at familierne i provinsen er underlagt nogle hårdere kulturelle krav, end vi er i byen. Her er der mange forskellige måder at være forældre på, og det er dejligt befriende,” smiler Julia.

”I vores familie har vi mulighed for at leve det gøglerliv, vi kan lide. Vi ved ikke, hvordan næste måneds indkomst ser ud, og hvem, der er hvor og hvornår. Det kan man bare sige i børnehaven. Man skal ikke forklare sig og overbevise nogen om, at vi er gode forældre alligevel. Jeg oplever stor forståelse,” siger Julia.
”Fordelene i byen er store. Også det at have en fælles bevidsthed om at hjælpe hinanden og passe på hinanden har rigtig meget værdi. Vi er mange mennesker på lidt plads, så vi har lige et ekstra øje på ting, der sker. Og andre folks børn,” siger Julia og tilføjer, at med den større gennemsigtighed, der er, er vi nødt til at være mere åbne.

Ud i verden med hinanden i hånden

Og der er mange ting at snakke med sit barn om i byen. Julia og Elias går ofte gennem kirkegårdene på Østerbro, både Holmens og Garnisons. Der snakker de om livet og døden og dem, som bor i de små haver, som Elias siger.
”Man møder flere facetter af tilværelse i byen – liv, død og fattigdom. Og det er ikke noget man skal forberede sine børn på. Man tager dem bare i hånden og går ud i verden sammen,” mener Julia.

Julia er ofte alene med Elias, når Johan er ude at spille. Så tager de på tur, snakker og sætter sanserne i spil mange steder i byen. Sanselegepladsen, Zoologisk Museum og især Zoologisk Have er de mest populære steder.
Øjne stiller skarpt, når dyrenes bevægelser iagttages, hjertet slår hårdere, når aberne savner deres mor og når geden bliver klappet. Og når kamellorten lugter, dirrer næseborene.
”Og der tid til at nyde det – hjemme venter ingen tagrender, der skal tømmes,” smiler Julia.


Julia Lahme, foredragsholder og indehaver af Julialahme.com. Forfatter til ”Hvor lagde jeg babyen?”, ”Sig Farvel - hvad præster ved om sorg” og ”Sandheder fra en løgner”. Julia udgiver et par gange om måneden et gratis minimagasin om blogging, tekstforfatteri, kommunikation og PR. Du modtager det ved at skrive dig op her.

Johan Forsby, rapper kendt som Jooks. Sammen har de sønnen Elias på 3 ½ år.

Skriv en anmeldelse

Log ind her for at skrive en anmeldelse.

Bliv medlem af Klubben


Klubben giver dig rabatter, adgang til VIP lagersalg og gratis entré til særarrangementer.


Fantastisk velkomstpakke!
Værdi 1199 kr.
Bliv Medlem i dag
33,-Pr. md.