Din bedømmelse
Log ind først
Fastelavn: Hvad skal dit barn være?
Fastelavn lurer lige om hjørnet, og det er tid til at tænke på ungernes udklædning. Find inspiration til en fantastisk fastelavn lige her.
Udklædningen er for mange børn (og forældre) noget af det sjoveste ved fastelavn. Men den kan også være årsag til megen forældrestress, hvis ikke man får forberedt sig lidt. Og man behøver ikke vælge den hjemmekreerede version for at gøre de små glade. Faktisk vil de fleste børn jo bare gerne klædes ud som noget, de kender (og Spidermankostumet er altså nemmere at købe færdiglavet). Husk også, at de fleste store supermarkedskæder sælger kostumer op til fastelavn. De er ofte billigere der end i specialforretninger, på nettet eller i legetøjsbutikkerne.
Til de helt små skal du nok overveje, om det er for din eller deres skyld, at I klæder dem ud. Hvis du synes, dit barn skal klædes ud, er det en god idé, at dragten føles som almindeligt tøj. Derfor kan kostumet tage udgangspunkt i, hvad du kan finde af tøj. Dit barn kan fx være:
Gris med lyserødt tøj. Husk ører (fx på en elefanthue) og en lille hale.
Humlebi med sort og sort/gulstribet tøj og vinger.
Kat eller tiger, hvis du har stribet tøj. Sort snude og knurhår males nemt i ansigtet.
Mariehøne, hvis man har noget rød/sortprikket tøj.
Sommerfugl eller guldsmed. Her er vingerne den vigtigste del.
Frø med grønt tøj.
Kun fantasien sætter grænser …
Og så er der selvfølgelig den bæredygtige model, hvor du bruger gamle papkasser til udklædningen. I kan sikkert også få en hyggelig søndag ud af de kreative udfoldelser. Med en papkasse på, kan dit barn fx være:
Tandpastatube.
Mælkekarton.
Robot lavet af flere forskellige papkasser. Eneste investering er en sølvspray.
Fjernsyn. Med et stykke plast forrest og nogle forskellige billeder, der kan skubbes ind bagved, kan man oven i købet skifte kanal.
Mobiltelefon.
IPod.
Bærbar computer.
Spørg også venner og familie, om de ligger inde med en dragt, deres egne børn er vokset fra. Den kan enten genbruges direkte eller laves lidt om, så den bliver til dit barns nye, seje kostume.
Hvis ungerne skal ud og rasle, er der et par praktisk ting, som er gode at have med i overvejelserne:
* Fastelavnskostumet skal købes/laves i en ekstra stor størrelse, så der er plads til det varme tøj indenunder.
* Hvis fastelavnskostumet dækker hele over- og underkroppen, kan tøjet indenunder ikke ses.
* Nogle fastelavnsdragter er lavet af tyndt og delvis gennemsigtigt tøj. For at undgå at den lilla flyverdragt kan ses gennem løvedragten må du finde varmt tøj, der matcher farven på kostumet.
Savner du mere inspiration til udklædningen? Så klik lige her.
Du kan også finde fine dragter hos bl.a. Lirum Larum Leg og gør-det-selv-kits hos Panduro Hobby.
Husk, at hvis du er medlem af Børn i byen klubben, får du 10% rabat hos Lirum Larum Leg.
6 kommentarer
Har engang set en dreng der klædt ud som SvampeBob, det var så originalt. Dragten var lavet af en skumgummimadras.
Helt klart sørøver
Sidste år var min datter græsplæne. Vi købte et lille stykke tæppe der lignede græs i en tæppeforretning og derefter satte vi små blomster på, et lille skilt med at hunde ikke må høm høm på græsset og til sidst et skilt med at man ikke måtte betræde græsset ;0) Vi hyggede os med at lave kostumet sammen, som var rigtigt nemt ;0)
Min søn var Yoda sidste år. Mormor strikkede grøn hue med spidse øre og så købte vi en beige morgenkåbe (som stadig bruges)´... Under havde han mørkegrønne strømpebukser og body.
Min datter var et fastelavnsris. Jeg tog en sort sæk klippede hul til arme og hoved. Og så er der bare blevet masseproduceret fastelavnspynt, som vi så limede og syede på . og grene i håret og pynt, og hun vandt endda som bedst udklædte:-)

For cirka et år siden af Susanne Aaby Andresen
Godt med et par råd til en der skal skaffe fastelavnstøj for første gang. Jeg har fået lavet en klovnedragt og fik inspiration fra Stof2000´s hjemmeside.